Holger Rune survives a difficult start and opens 2024 with victory

Holger Rune overlever svær start og åbner 2024 med sejr

Den danske tennisspiller måtte slide for det, men er nu klar til anden runde i ATP-turneringen i Brisbane.

Holger Rune blev budt op til dans af australske Max Purcell i Brisbane. (Foto: © Jono Searle, Ritzau Scanpix)

Nytårsaftensdag bød på et tidligt exit i double med makker Andy Murray, men nytårsdag fik Holger Rune revanche.

Trods en svær start vandt Holger Rune nytårsmorgen dansk tid sin førsterundekamp over australske Max Purcell, som i perioder viste glimrende spil. Rune vandt i tre sæt med cifrene 4-6, 6-4, 6-2, hvilket betyder, at han er videre til anden runde i ATP-turneringen i Brisbane.

Her møder han russiske Aleksandr Sjevtjenko – verdens nummer 48.

Mandagens opgør var det første møde mellem Holger Rune og 25-årige Purcell, verdens nummer 45, som fik vist stor kvalitet i kampens indledning.

Australierens serv sad i skabet fra start. Han dikterede spillet og søgte ofte frem mod nettet, mens Holger Rune ledte efter sit spil. I andet sæt kom danskeren for alvor i gang, inden sejren blev sikret med flot spil i tredje.

Syv minutter var der gået, da Purcell kom foran 3-0 i første sæt efter at have brudt Holger Runes første serveparti til stillingen 2-0.

Max Purcell er aktuelt nummer 45 på verdensranglisten. Hans højeste placering var i oktober sidste år, hvor han var nummer 40. (Foto: © Jono Searle, Ritzau Scanpix)

Australieren gjorde rent bord i sine første tre servepartier. Nede 1-4 kom Holger Rune dog bedre med i opgøret. Først holdt han serv, inden han brød tilbage, men ved stillingen 4-5 til australieren, var der stort pres på danskeren i eget serveparti.

Purcell var ovenpå, tilspillede sig tre sætbolde, men skulle blot bruge en enkelt. 6-4 endte første sæt – i australsk favør.

Andet sæt blev sat i gang med Purcell, der vandt et parti, inden Holger Rune svarede godt tilbage.

I sættets tredje parti fik Holger Rune tilspillet sig en breakbold, som gav pote. Max Purcell sendte en baghånd ud over sidelinjen, og derfor kunne danskeren knytte næven over 2-1-føringen.

Takterne blev bedre for Holger Rune, som bragte sig foran med først 3-1 og siden 4-2 efter en vellykket stopbold. Et glimt af overskud fra verdens nummer otte trods den svære start.

LÆS OGSÅ:Holger Rune øjner stort 2024: ‘Kan lægge mindst 30 procent på’

Forhåndsvinder, servees og en skarp slicet baghånd. Holger Rune diskede op med lidt af hvert, da han bragte sig på 5-3 i andet sæt og lagde pres på australierens serveparti.

Max Purcell lagde sig dog på ingen måde ned. Rent, australsk serveparti, inden Rune afsluttede sættet med tre serveesser.

Holger Rune fik kæmpet sig tilbage i andet sæt, som han vandt 6-4. (Foto: © Jono Searle, Ritzau Scanpix)

Tredje og afgørende sæt blev indledt med en hård kamp om første parti. Purcell servede, og Runes forhånd gjorde det til 40-40 i partiet. Purcell holdt dog roen og kom på 1-0.

Sættets første breakbolde kom i femte parti, hvor Holger Rune kom på 40-15 i Purcells serv, men en skævert og en bold i nettet nulstillede partiet. Danskeren fik dog en chance til, og her sendte Purcell bolden i nettet.

Herefter fulgte et nyt, dansk break til stillingen 5-2, inden Holger Rune servede sejren hjem.

Turneringen i Brisbane kan betragtes som opvarmningsstævne til årets første grand slam-turnering, Australian Open, som finder sted senere på måneden.

Leave a Comment